Spinatpandekager med speltmel

Skønne grove og mættende pandekager fulde af spinat, som vi fyldte med sauterede løg med spinat og ost, piri piri sauce og kødsauce. Der bliver 6 pandekager af opskriften.

Spinatpandekager

225 g frossent helbladet spinat

100 g fint speltmel

50 g groft speltmel

1 tsk salt

3 dl mælk

4 æg

35 g smeltet smør

2 spsk persille

½ revet muskatnød

Spinaten tøes op på panden. Fint og groft speltmel blandes i en skål sammen med saltet. Mælken tilsættes lidt og lidt, mens dejen piskes jævn. Æggene tilsættes et og et, og det smeltede smør kommes i. Spinaten hakkes groft og persillen hakkes fint, inden begge dele kommes i dejen. Endelig rives muskatnødden i dejen, som hviler 10 minutter, inden pandekagerne steges i smør på en pande. Dejen er lidt porøs, så pandekagen vendes ud på en tallerken, og kommes derfra tilbage på panden for at bage på den anden side. Pandekagerne holdes varme på en tallerken, som hviler på den gryde med kogende vand.

Skriv en kommentar